Mening i arbejdslivet er ikke bare nice-to-have

’Jamen, Charlotte, det med mening i arbejdslivet, er lidt svært. Det opleves ikke som et virkelig stærkt behov. Det er ikke need-to-have hos folk.' 

Sådan sagde min business coach til mig, da vi i sin tid talte om at skulle få folk til at forstå, at mening i arbejdslivet er vigtigt. 

Hvad! Det kan simpelthen ikke passe, tænke jeg.

For det stemte på ingen måde overens med de erfaringer, jeg har fra mit eget liv, eller med det jeg har oplevet hos de mange kvinder, jeg har mødt og dem, jeg har arbejdet med.

Men jeg er godt klar over, at oplevelsen som min coach luftede: at mening i arbejdslivet, det er lidt nice-to-have er et billede, som kan være meget udbredt.

Jeg besluttede lige der. At det må jeg simpelthen få lavet om på. For det er bare ikke sådan virkeligheden ser ud.

Der mødte jeg meningsløsheden første gang

Selv mødte jeg meningsløsheden temmelig tidligt i arbejdslivet. Allerede i mit første job. (WHAT? yep.)

Selvom jobbet på mange måder var privilegeret på flere måder. Der var god løn, skønne og kloge kolleger, ro til fordybelse, smukke omgivelser (nyt arkitekttegnet hus og jeg tænkte: hold da op det peaker hurtigt hvilke arbejdspladser kan leve op til lignede rammer) og flere andre ting.

Alligevel endte det i meningsløshed. Alle de gode intentioner var der, både hos mig selv og min chef. Problemet var bare, at vi havde nogle forskellige forventninger til, hvad jobbet handlede om og hvilken retning jeg skulle gå.

Det var et meget frit sted, idet det var et forskningscenter,  nyoprettet og med en chef med et åbent og nysgerrigt mindset men også med en ledelsesstil som absolut ikke var et godt match til mig. Fandt jeg ud af.

Jeg kørte helt død i det. Jeg kunne ikke se retningen i det jeg lavede og kæmpede med at få hold på projektet, som jeg skulle bidrage til. Og de ting jeg lavede synes jeg slet ikke var gode nok. Men det var svært at tale om, fordi jeg var bange for ikke at være god nok til det (en klassisk imposter syndrome mekanisme) blandt meget andet.

Samtidig er jeg ret vedholdende. Så jeg hang i og forsøgte at få det på sporet gennem dialog med min chef. Men det blev mere og mere tydeligt, at vi talte forbi hinanden. Og for hver gang blev jeg mere og mere modløs og frustreret.

Følelsen var som at sidde fast i mudder. Jo mere du kæmper jo mere sidder du fast.

Alt det her var nemt at se i bakspejlet, men jeg var helt ny på arbejdsmarkedet og var meget optaget af at virke kompetent, og jeg følte ikke rigtig jeg havde nogen, der reelt kunne hjælpe mig. Så jeg satte min lid til, at jeg kunne klare den selv.

Konsekvenserne af den kamp var:

De følelser satte spor langt ud over arbejdslivet – selvfølgelig!

Alt det her var bare ikke noget, jeg skiltede med. Det vil sige, jeg har altid været dårlig til at skjule, hvordan jeg havde det. Men der er forskel på, at man kan mærke det på dig, og så at du selv taler om, hvad årsagerne er til, at du ikke har det godt.

Når vi ikke taler om de her oplevelser og de følelser der følger med tabet af mening og fastlåstheden. Så kan det både handle om, at vi ikke selv er bevidste om sammenhængene. Ofte sker udviklingen som en glidende overgang, og vi vænner os til dem.

Andre gang er vi helt bevidste om årsagerne, men vi kan synes det er pinligt, at vi er forkælede, eller vi synes vi skal klare det selv. Hvad kan andre gøre ved det, så hvorfor tale om det. Eller vi er så trætte af situationen, at når vi ses med andre, vil vi gerne have en pause fra det.

Konsekvensen er, at vi lukker det inde i os selv.

Er det noget du kender?

Mit gæt er ja. Siden du sidder og læser med her (og tak fordi du gør det for det viser du er opmærksom på, at det her er vigtigt).